Dette er min virkelighed, og sådan har det nu været i 3 md. Det nemmeste er at ligge på sofaen med dynen, fra jeg vågner til jeg går i seng, med mindre Mads har fået mig ud af huset og/eller på arbejde.
Jeg bliver helt trist ved tanken om, at alt måske ikke bliver 100% som vi kender Danmark/Verden, igen..
Jeg er vant til at være hjemme det meste af tiden, så ikke her er jeg på den måde udfordret, det har været min dagligdag de sidste 10 år, men jeg synes det er svært at man pludselig skal holde sig, for sig selv.
Min vinterdepression har virkelig svært ved at slippe taget dette forår. Vi havde SÅ mange lækre ting at se frem til, men nu frygter vi at pengene er tabt, og vi er begyndt at spare op til de næste oplevelser. Hussalget er udskudt pga rentestigning, men vi elsker jo vores hus, og har heldigvis ikke travlt.
I oktober måned, startede vi det forsøg op, som vi frygtede allermest, nemlig det sidste æg vi havde i fryseren, som skulle bruges. Dette kan læses meget mere om i dette indlæg. Frygten sidder stadig i min krop, og jeg har virkelig været i kulkælderen siden. Det er svært at se meningen med tilværelsen når den største drøm udenbliver, og jeg endda er igang med minipiller nu. Vi ønsker os brændende et barn men det bliver ikke foreløbig for jeg tager prævention.. det hænger ikke rigtig sammen, men jeg ved det er det bedste for min krop og den sygdom der smadre mit liv med smerter i underlivet.
Mads og jeg taler stadig om, om det at få børn, virkelig er et behov vi har, eller om det måske er fordi omverden tænker vi er midten er 30’erne og der er det mest normalt at have børn..
Jeg/vi skyr IKKE alle midler for at få drømmen opfyldt, og slet ikke på bekostning er mit helbred, men status lige nu er, at vi står på venteliste til en omgang donoræg igen, om vi der til hvor det lykkedes, ved ingen, men alt hvad vi ved, er at der er 2 års ventetid på en donor, vi har åbnet muligheden for alle 3. Slags donor – fordi vi er desperate? spørger du nok, men nej, fordi vi nu har været i dette ræs i 6 år nu, og for hver graviditetstest der er negativ ryger jeg i kulkælderen. Og denne gang prøver Mads på højtryk at få mig op igen, men det er virkelig ikke nemt.
Jeg kan mærke at dette ufrivillig barnløshed (PIS), har jeg virkelig svært ved at acceptere. Men oveni kommer så den forbandende virus, som har lukket hele Danmark – Europa – Verden – ned! Så er mine småproblemer jo netop bare småproblemer! Dog driller denne situation mit hoved SÅ meget, at de udfordringer jeg tidligere har haft, blusser op igen, for min hjerne er desværre sådan indrettet, at det jeg ikke selv kan have kontrollen over – i dette tilfælde omverden/situationen i Danmark – gør at jeg tager kontrol over andre ting, og det er vi meget beviste om, Mads og jeg.
Jeg er i bund og grund – hunderæd for hvad der kommer til at ske, jeg er på forkant og forventer altid det værste. Men skal man se dette fra den lyse side, så får jeg nok aldrig denne sætning igen fremover, ang at gå hjemme – “Gid det var mig der gik der gik derhjemme” Jeg fornemmer nemlig at mange synes det er kedeligt at være hjemme hver dag, også selvom det “kun” har stået på 1 uge. Jeg husker sagtens dengang hvor jeg fik fra at arbejde 80-85 timer om ugen, og så pludselig ikke være i stand til at gøre det mere, det er en kæmpe omvæltning, men jeg tror på, at i det store hele så kan vi jo godt se at vi i denne situation gør det for at passe på hinanden.
I fredags var vi en tur i København kl 23.00 og jeg har aldrig i min vildeste fantasi troet at jeg skulle se en mennesketom by, både på Nørreport, Nyhavn og Kongens Nytorv var der menneske tomt, som i at vi så max 3 taxaer og max 25 mennesker! Det er for sindssygt det der foregår i verden lige nu! Så jo jeg kommer lidt ud, i min bil, hvor jeg er beskyttet, Mads gør rigtig meget ud af at spritte, vaske hænder og skifte tøj, når han kommer hjem fra arbejde, bruger albuer til at åbne døren i toget med, og så frem deles. Nu venter vi bare til at komme ud på den anden side, og se hvilken verden vi så lever i.
Tak fordi du læste med, det var lidt om mit sind, i en svær tid, for måske os alle sammen.
//June
