Ægudtagning… (Fertilitetsbehandling) 

I går skrev jeg alt det som skete op til lørdag den 12/11-16 hvor jeg skulle have taget æg ud.. og her kommer fortsættelsen på det sidste indlæg. Har du ikke læst det første indlæg kan du Trykke lige her..

Vi stod op kl 6.30 for at være på klinikken kl 8.30, vi har nemlig en time kørsel. Så skulle der afleveres sædprøve, så man har mulighed for at befrugte evt. æg som ville blive taget ud. Jeg havde om onsdagen fået at vide at jeg havde 4 ægblære, men man ved aldrig hvor mange æg der vil komme med ud. En ægudtagning er et mindre indgreb som foregår via skeden, og kl 10.45 blev det min tur. Jeg lagde mig på briksen, og Mads sad ved siden af mig for at følge med. Inden lægen gik i gang kom en bioanalytiker for at spørge om CPR numre på både Mads og jeg. Da hun havde fået hvad hun havde brug for gik hun ind på den anden side af væggen, og i væggen er en luge, så min væske fra blærerne kan komme ind og blive undersøgt for æg med det samme, det bliver taget ud. Ud over lægen, Mads og jeg, var der også 2 sygeplejesker på stuen. 

Jeg blev lokalbedøvet inde ved mine æggestokke, så lægen nemmere kan stikke en nål igennem, for at fange det væske fra ægblærerne som skal undersøges. Jeg havde på forhånd sagt at jeg helst ikke ville have morfin, og det sagde jeg ikke fordi jeg er god til smerter, men fordi jeg ikke bryder mig om miste kontrollen. Jeg blev dog klogere og jeg fik morfin allerede inden lægen stak igennem til min æggestok. Jeg fik ikke fulgt ret meget af processen for jeg fik et grineflip, pga morfinen, og jeg måtte lukke øjnene fordi jeg blev ret rundtosset. Den første væske blev sendt igennem lugen, og der bliver råbt, inde fra den anden side: celler. Og derefter bliver der råbt æg… jeg kan huske at jeg tænkte, yes så nåede vi målet.. For når man bliver skuffet gang på gang, så er forventningerne ikke særligt høje.

Vi fik i alt 2 æg, dobbelt så meget som vi havde turde håbe på. 

Når man har fået et sådan indgreb i underlivet så kan man forvente lidt blødning, ikke fordi man har menstruation, men fordi lægen har stukket hul ind til æggestokken. Jeg blev vist ind i et hvilerum, hvor jeg kunne ligge ned, og træt som jeg var, faldt jeg i søvn. 

Jeg vågnede da en sygeplejerske skulle fortælle Mads at sædprøven var godkendt, at være godkendt vil sige, at den kunne bruges til at befrugte mine 2 æg. Sygeplejeren fortalte at når jeg havde tisset måtte jeg tage hjem, så jeg rejste mig op, og tog Mads med på toilettet. Det var ikke meget jeg kunne tisse, jeg havde også kun fået et glas vand før indgrebet, og 2 glas saftevand efter. Men lidt har også ret, tænkte jeg, og så var det bare at komme hjem. 

Jeg sagde til Mads at jeg synes vi skulle tage ned på havnen og få lidt at spise, jeg var sulten efter noget grillmad. Vi gik ind og bestilte, og jeg satte mig på en høj stol, men jo længere tid jeg sad der, jo mere ondt fik jeg, en smerte jeg har svært ved at forklare, for når man som jeg er endometriose patient, så kan man normalt godt håndtere underlivssmerter. Jeg spurgte Mads om ikke man kunne tage maden med, for nu blev smerterne for meget, og om han ikke kunne være sød at åbne bilen når jeg kom tættere på bilen. Da jeg satte mig på forsædet blev jeg virkelig dårlig. Jeg fik kvalme og måtte bare ligge ned, så jeg tog min jakke af, og lagde mig på bagsædet. Bilen var kold, det var minus grader uden for, og den lille tur fra klinikken til havnen havde ikke nået at varme bilen op. Her lå jeg så, på bagsædet af vores kolde bil, frøs, og alligevel haglede sveden af mig, også det man kalder koldsved. 

Mads kom 5 minutter senere, med vores mad i hånden, jeg havde sat mig op på bagsædet, så han ikke troede jeg var væk. Han kiggede på mig, og jeg sagde til ham at jeg virkelig ikke havde det godt, og jeg undskyldte mange gange. Han sagde til mig, at han godt kunne se at den var helt gal med mig, for jeg var ligbleg i hoved. 

Han begynder at kører mod Haslev, og jeg får det værre og værre. Jeg prøver at ligge mig på maven med benene op under mig, men det hjælper ikke, og jeg føler mig fanget i en krop, hvor smerterne ikke er til at håndtere. Jeg siger til Mads med gråd i stemmen, at jeg virkelig har ondt, og bryder fuldstændig sammen. Jeg kan høre at Mads ringer op, vi havde nemlig fået besked på at det var vagtlægen vi skulle ringe til, hvis noget var galt. Og her var noget galt. Vagtlægen i den anden ende fortæller Mads at det kan være at jeg har fået væske i bughulen, da det er kommet så pludseligt, og at vi skal skynde os at vende om og tage på skadestuen. 

Mads er bange, og tager vagtlægens ord alvorligt, og bogstaveligt, så han vender bilen og køre tilbage. Han skynder sig.. 

Da vi når til hospitalet, får Mads mig uden af bilen, og jeg græder stadig, hvis ikke endnu mere på nuværende tidspunkt. Inde på hospitalet er der ingen skilte til skadestuen, og vi har aldrig været der før.. hen til skranken hvor der står lægevagt får Mads spurgt til hvor skadestuen er henne, og vi kommer på rette spor. Jeg får åbnet mine øjne da vi når venteværelset, og der sidder rigtig mange, og alle kigger på mig. I dette øjeblik føler mig virkelig til besvær, og vi får en stue før alle andre. Efter noget tid, “min tidsfornemmelse er på nuværende tidspunkt lig nul, jeg er bange, jeg er i smerter, og ønsker bare dette mareridt skal stoppe” kommer sygeplejersken fra skadestuen og beder os tage tilbage til fertilitetsklinikken for de er heldigvis ikke gået endnu, hvilket vi troede de var. Og vi må gerne låne en kørestol hvis det er bedre. Haha som om jeg ikke føler mig til besvær nok i forvejen, så tilbyder man nu også en kørestol. Mads synes vi skal tage en kørestol, men jeg har jo ikke brækket benene og kan altså godt selv gå, så jeg ønsker ikke nogen kørestol. 

Da vi når klinikken på den anden side af hospitalet, står der allerede en sygeplejerske på trappen, og tager imod os. Hun hjælper mig, i samarbejde med Mads, ind i samme hvilerum som jeg forlod, for noget tid siden. Hun spørger til mine smerter, lægger en venflon i den anden hånd på mig, giver mig noget kvalmestillende og smertestillende i hånden. Efter noget tid føler jeg tissetrang, så jeg går ud på toilettet, men der kommer ingen ting, ikke bare en lille dråbe kan jeg klemme ud. 

Lægen som tidligere på dagen tog mine æg ud, kom og kiggede på mig, og jeg kom ned og blev scannet. Alt så pænt ud, og der var ingen forklaring på mine smerter. Han scannede nu min blære og mente at den var fyldt. Jeg blev bedt om at gå op og ned af gangen for at få gang i min blære, og trapperne mentes at være de bedste til det, så jeg løb op og ned af trapperne, i forsøget på at komme ud og tisse. Og jeg fik da også tisset en lille bitte smule, men slet ikke så meget, i forhold til at min blære skulle være helt fuld. Så jeg måtte ud og gå igen… anden jeg tissede kom der endnu mindre, og jeg blev enig med Mads om at min blære måtte være tom. 

Sygeplejersken ville scanne mig for at se om min blære var fuld, og hun sagde at nu var min blære væk, hun kunne ikke finde den på scanningen så NU måtte den være tom. Mine smerter var aftaget efter den smertestillende medicin, og vi kunne atter køre mod Haslev, hjem på sofaen, i nattøj, og med dynen på. 

2 æg og en masse frygt, nu venter vi bare på det bliver mandag, så vi kan finde ud af om æggene har overlevet og udviklet sig som de skal, og hvis de har det, så skal vi til ægoplægning mandag. Tak fordi du læste med. 

/June