Sidste nyt om vores behandling.

Siden sidst jeg har fortalt omkring vores fertilitetsbehandling er der sket en del, men vores forespørgelse på ægdonor sidste år (2017) i april måned blev afvist. På trods af at vi tidligere havde fået at vide at mine æg ikke var fantastiske, var de pludselig blevet så fantastiske at en lang behandling ville være bedst for os at gå igang med…

Læs om min første ægudtagning lige her (kort behandling)

Da vi meldte os til behandling, blev vi desværre standset af en cyste, og derefter sommerferie. Forsøget blev langt og der gik, fra start med sprøjter, til en blodprøve, 7 uger, fra start til slut. Ved ægudtagning fik jeg en masse smertestillende, for ikke at ende med de samme smerter som sidste gang. Forskellen fra sidste forsøg, hvor der kom et fint æg ud af det til ægoplæning, kom der ved denne behandling 4 æg ud, alle ægblære blev skyllet 2 gange for at være sikker på at ægget ville komme ud. 4 stk, vi tænkte det var en vanvittig god succes. 3 æg blev befrugtet, 2 klarede sig til dagen for oplægning. Men jeg fik kun lagt et æg tilbage, da man ville forsøge at få det sidste æg på frys. Dog gik det til inden nedfrysning.

Blodprøven var negativ, på trods af at vi stod med en positiv test, op til flere faktisk om fredagen, og lørdagen, men søndag var der ingen udslag på testen. Og mandag var den negativ da jeg ringede til sygeplejersken på afdeling.

Jeg blev slået fuldstændig ud af kurs. Jeg talte virkelig med ingen mennesker andet end Mads, i 14 dage. Sikke en rutsjetur.

Da vi kommer på benene efter forsøget bliver vi enige om ikke at starte op før, i det nye år, 2018. Vi har nemlig planlagt ferie i starten af December og har brug for at kunne hygge os i julemåneden, uden bekymringer, sprøjter og hvad der ellers høre til en behandling.

Vi bliver faktisk enige om, at tage en samtale med hospitalet, for at høre hvordan mine æg så ud i forhold til mulig graviditet for vi ved at jeg er svær at stimulere.

Den samtale var den 26 januar, og jeg må indrømme at vi var klar til kamp, for vi følte ikke vi havde noget at miste. Vi havde talt hinanden op til at ville have nogle svar. Og igen høre mulighederne for at få en ægdonor. Til samtalen, som var med den læge som havde stået for sidste lange behandling, var jeg pisse nervøs, virkelig nervøs. Mads var vred på forhånd, og jeg anede ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Til at starte med spurgte jeg ind til hvordan mine æg så ud i forhold til kvalitet og udvikling, og lægen tegnede og forklaret, for til hver behandlingsforløb er der et stykke papir hvor alt bliver skrevet ned, alt lige fra hvilken medicin, hvor meget medicin, og på bagsiden, hvordan æggene udvikler sig.

Jeg er svær at stimulere, og fik at vide jeg fik mere end max medicin, i hvert fald hvad man normalt giver. Her fik jeg at vide, at det “normale” er 300 enheder, men jeg havde fået 450 enheder, altså en del mere end hvad lægen plejede at give i et forløb. Og hvis der skulle prøves noget andet, ville de være på forsøgsbasis. Dog får vi at vide, at ægget som var blevet lagt tilbage lige havde strejfet min slimhinde (det forklare den positive test vi havde)

Så nævner Mads at vi igen ønsker at bringe evt ægdonor op, det havde vi gjort før, der var det dog ikke denne læge som havde været der. Læs mit tidligere indlæg om ægdonor her. Lægen fortæller at det ikke er normalt at det er parret, som bringer ægdonor til bordet, det plejer at være lægen som fortæller at det kan være en mulighed, og måske endda sidste udvej, men lægen forstår godt vores valg, (HVAD??? det havde vi slet ikke regnet med) og den vrede vi havde bygget op, vidste vi ikke hvor vi skulle gøre af, og lægen siger så, at vi blot skal beslutte os om vi ønsker anonym eller åben donation… Vi blev fuldstændige paf begge to. Vi var jo draget i krig, troede vi, men pludselig var det blevet lige nøjagtig den dag, vi længde havde drømt om!

Mads spørger forsigtigt om vores sag skulle til konference mellem flere læger, men det skulle den ikke, der var nu endeligt besluttet at ægdonation var den rigtige vej til 3. Og sidste forsøg. Jeg er dog lige nødt til at høre en sidste ting, for sidste gang vi talte med hospitalet om ægdonor, sagde de, at sæddonor ville være en bedre ide, og derfor havde jeg behov for at få svar på det, og det synes lægen var en dårlig ide.

Ventetiden på donoræg på vores hospital er op mod 1 1/2 år, og det er ret længe når vi snart er lidt oppe i alderen. Men vi venter gerne til vores bedste match skulle komme.

På vej ud fra klinikken aner vi ikke om vi skal græde eller grine, Mads havde en masse følelser som flød rundt i kroppen på ham, han besked det således:” Hvis nu man gejler vores hund Eddie fuldstændig op i gir, over at der er en due i haven, men i stedet for at åbne døren, så sætte sig i sofaen, Eddie ville være fuldstændig ude af sig selv, og bygget en masse begejstring op, men blev “snydt” af at vi satte os sofaen”. Vi blev lykkelige over udmeldingen omkring donor, men skulle lige sluge at de forventninger vi havde til samtalen blev fuldstændig smidt til jorden.

Lige nu står vi dog over for muligvis det værste og sværeste valg, skal det være en anonym eller en åben donor. Jeg personligt synes det er svært at vide hvad fremtiden bringer, og derfor er det også svært at stå med et valg, som gælder vores forhåbentlige kommende barn. Vi ved jo ikke på nuværende tidspunkt, hvilket valg der er det bedste, og vi ser både fordele og ulemper ved begge valg, en tredje mulighed vil være at lade valget være op til donor, det er trods alt donor som giver verdens største gave til et andet par, så hvorfor ikke lade den kvinde vurdere om vores kommende barn skal have mulighed for at få kontakt til hende på et senere tidspunkt?

Det var alt fra mig denne gang, jeg skal nok opdatere når jeg synes der noget vigtigt at tilføje det videre forløb.

/June