Waow!! Sikke en oplevelse jeg fik tirsdag den 21/1-20, allerede om aftenen kunne jeg se uden briller.. Laseroperationen var en ret vild oplevelse, og tog kun ganske kort tid.
Sådan gik mit forløb:
Torsdag den 16/1-20 blev jeg undersøgt på klinikken, og alt så fint ud, så jeg fik en tid til operation allerede tirsdag den 21/1-20 altså under en uge efter første besøg! Jeg mødte ind til operation tirsdag kl 13 og var mega nervøs, det er jo mine øjne det drejede sig om, og jeg havde de mest forfærdelige tanker, hvad nu hvis jeg mistede synet!
Jeg blev taget godt imod og måtte lade Mads sidde i venteværelset, det var ret grænseoverskridende at lade min klippe blive tilbage, men jeg vidste jeg var gode hænder! Så blev jeg tilset af en specialuddannet optiker som gav mig en beroligende pille og 2 panodiler, og en masse information. Så kom kirurgen og undersøgte mine øjne, og stillede en masse spørgsmål, og så var det blevet tid til at få foretaget indgrebet.
Jeg blev ført ind på operationsstuen, og hold nu k.ft hvor var der koldt og kedeligt. Men jeg blevet taget imod af en sød sygeplejerske som tog mine briller, det var nu at jeg for sidste gang havde taget dem af, lidt syret fornemmelse må jeg indrømme.
Jeg havde fået fortalt flere gange hvordan indgrebet ville foregå så jeg var ret godt forberedt, jeg følte mig godt klædt på. Først skal man lave en flap på mit øje, som bliver løftet til siden, men da det bliver lavet kommer der et stort tryk på øjet, og det synes jeg gjorde virkelig ondt, andre ville nok “bare” føle ubehag. Samtidig mistede jeg synet i de 15 sekunder det tog at lave flappen. Når flappen så er flyttet forsigtigt væk fra øjet, bliver alt sløret. Og så kommer laseren, det tager heller ikke alverdens tid, så vil formode at det tog ca 5-10 min pr øje, og det er endda højt sat.
Da indgrebet så var færdigt fik jeg mine “værdiløse” briller tilbage, det var faktisk ret syret at da jeg stod op tirsdag morgen, var mine briller livsnødvendige, og nu, ja så var de jo faktisk ret værdiløse for mig. Og jeg blev sat ind i samme rum jeg var ankommet i og fik et dejlig varmt tæppe på. Her skulle jeg sidde med lukkede øjne i 30 min. Efter blot 20 min begyndte det at svig i mine øjne, så jeg blev meget urolig i kroppen. Optikeren gav mig nogle smertestillende dråber, som jeg måtte tage med 30 minutters mellemrum. Fordi jeg havde fået beroligende begyndte jeg at græde da jeg fik mine dråber, tror det var en reaktion på hele oplevelsen, lettelsen over det var overstået, og gået godt, der kom oven i hinanden.
Jeg blev flere gange tilbudt noget varmt at drikke, men jeg havde allermest lyst til min cola som var i min taske ude hos Mads, så sidste gang jeg blev spurgt om noget at drikke spurgte jeg om ikke optikeren ville hente min cola ude hos Mads, og 30 sekunder senere var der cola, og efter 2 min besluttede optikeren at hente Mads, på trods af han egentlig ikke må være derinde. Det hjalp på min tryghed.
Efter ca 30 min med lukkede øjne, kl ca 14.40 skulle optikeren kigge mig i øjnene, MED LYS! Fy for den lede siger jeg bare! Jeg kunne jo dårligt åbne mine øjne og nu skulle der også kraftigt lys derind… men det gik og alt så fint ud, og vi kunne gå fra klinikken. Jeg var ikke i stand til at åbne mine øjne frivilligt, så Mads havde til opgave at fører mig hen til bilen. Heldigvis kendte jeg ruten, så det gik rask der ud af. På vej hjem skulle jeg så tisse, så vi måtte ind på en rasteplads, og Mads fik ført mig lidt mere vaklende hen til trappen for at komme ned til toilettet. Jeg havde egentlig regnet med at han havde taget handicaptoilettet, af flere grunde. 1. Fordi jeg ikke kunne se. 2. Det ville være lidt underligt at tage Mads med ind på dametoilettet. Så jeg spurgte Mads på vej ned af trapperne om ikke vi bare kunne tage handicaptoilettet så han kunne hjælpe mig. Det er grænseoverskridende ikke at kunne se noget, men jeg fik tisset, og fundet håndvasken, og håndsæben med hjælp fra Mads, og pludselig begyndte vandhanen at starte, og jeg gav et lille hvin, pyh jeg blev forskrækket. Når jeg skulle jo også have tørret mine hænder, og ledte efter noget papir til højre for håndvasken, og fik endnu et chok, om ikke andet større end det første, for jeg havde ikke forventet at en blæser ville gå igang. Haha. Det var et toiletbesøg jeg sent vil glemme.
Jeg fik ligeledes dråber i øjnene fordi det var begyndt at gøre ondt igen, og jeg sparede ikke på de bedøvende øjendråber, som jeg måtte tage med minimum 30 minutter imellem. Også selv om jeg vidste det gjorde at mine øjne helede lidt langsommere. Jeg kom hjem på sofaen, og fik mine skønne beskyttelsesbriller på, man må nemlig ikke gnide sig i øjnene den første uges tid, og jeg fik mig en lille lur.
Jeg var mega træt, så fik faktisk en lur mere efter den første. Og efter 3 timer med lukkede øjne, derhjemme, var det tid til at åbne dem. Det er noget af en prøvelse at skulle åbne sine øjne når de løber i vand og sviger. Men jeg klarede det! Og jeg begyndte allerede at kunne læse undertekster på tv’et uden briller. Waow en oplevelse, og uden for kunne jeg se stjernerne mellem skyerne, hvilket jeg heller ikke har kunne se uden briller. Så jeg var fortrøstningsfuld og vidste det nok skulle gå selv om jeg ikke havde 100 % syn endnu.
Både Mads og jeg har sovet meget let i nat, vi skulle op kl 6, måske derfor. Men Jeg var oppe omkring kl 03.30 og Mads kl 4, og Mads er simpelthen så fantastisk omsorgsfuld, så han undersøgte lige ved samme lejlighed om jeg stadig havde min beskyttelsesbriller på. Men jeg var jo vågen og spurgte hvad han lavede.. Haha. Han lyste nemlig en lille smule på mig med sin telefon. Kl 05.25 var vi begge vågne igen, så vi stod op og lavede æg og bacon til morgenmad, altså rigtig morgenmad! Haha vi står normalt først op kl 10 fordi vi har en anden døgnrytme end de fleste, på grund af Mads job. Og så kørte vi ind til kontrol af mine øjne.
Det ene øje er hævet, og jeg ser ikke lige så godt på det øje som er hævet i forhold til det som ikke er, og når mine øjne samarbejder så er det ikke 100 % optimalt endnu, men som optikeren sagde. Det skal nok komme. Dog har jeg endnu ikke oplevet at være mere lysfølsom end jeg plejer, men alligevel er der halo omkring lyset på fx bilernes for og baglygter, så mine øjne skal lige vende sig til at de aldrig mere skal spænde for at se noget.
Alt i alt en kæmpe succes, og jeg er allerede oven ud lykkelig. Nu glæder jeg mig bare til at hævelsen falder i mit venstre øje, så jeg har to øjne som samarbejder. Næste kontrol er til april, med mindre jeg oplever noget med mine øjne, så kan jeg nemlig altid ringe og bede om en kontrol ekstra.
Tak fordi du læste mit indlæg.
//June