Hvad betyder ordet ven? Hvornår er man en andens ven, og hvornår har man selv en ven?
Er det nødvendigt at afstemme forventninger til hinanden, inden der er et venskab? Eller kommer alt dette naturligt? Kan man forvente noget af en ven?
Vil man føle at være blevet skuffet? Og hvis man er skuffet, er det så berettiget?
Bør en ven støtte og ligge egne behov lidt væk? Se længere end egen næsetip?
Vokser venner fra hinanden, eller er de i virkeligheden bare dårlige venner? Dårlige til at støtte og bekymre sig om de venner der har brug for det? Gode til at være overfladiske, og ligeglade? Glemmer de venner der vil gå igennem tykt og tyndt for dem? Og prioritere dem der engang, altid svigtede?
Hvordan med ærlighed? Løgne, hører de hjemme i et venskab? Kan man tillade sig at tage et godt råd, og “glemme” at det var ens ven der gav det, i den givet situation? Er det en nødvendighed at have et barn, hvis en ven har barn? Kommer man til at føle sig uvelkommen fordi man har andre drømme end børn, eller ligefrem ikke har mulighed for at lave børn?
Er et venskab, i virkeligheden, noget for noget? Jeg gør dette for dig, men du skal gøre dette for mig?
Hvor høje forventninger kan man tillade sig at have, til et andet menneske?
Skriv gerne dit besyv med, som kommentar i indlægget.
//June
