Er et biologisk barn vigtigt?

Der gik et lys op for mig, for et par dage siden… De fleste kvinder og mænd i fertilitetsbehandling skyr ingen midler når det handler om at få et barn, og det har jeg fuld respekt for! Men der er jeg ikke. Jeg har fx ikke lyst til at gå igennem en masse forsøg som går ud over min krop og mit sind i perioder, kun for at blive skuffet hvis vi fortsætter med et enkelt æg ved ægudtagning. Jeg har følt mig lidt forkert hvad det angår, ikke at ville invistere ligeså meget som mange andre, men er jeg det? Må man ikke gerne bare være realistisk?

Faktum er, at jeg ikke har en særlig stor ægreserve, og det tyder på at jeg på vej i overgangsalder lidt tidligere end jeg måske lige havde håbet, og jeg er derudover også svær at stimulere med hormoner for at danne flere ægblære med æg i. Det har naturligvis fået os til at tænke over tingene, og vi har talt om adoption. Her kan vi invistere en masse penge og være sikre på, så fremt vi bliver godkendte, at kunne få et barn. Ved at invistere i fertilitetsbehandling er der ingen garantier, og er det virkelig så vigtigt at være biologisk mor eller far til et barn?

Vi har nu taget et skidt nærmere imod at få en lidt større mulighed for at få et barn. Vi skal til samtale omkring donoræg. Dvs at modtage æg fra en anden kvinde, hvor ægget bliver befrugtet med Mads sædceller. Altså bliver Mads biologisk far, men fordelen her, frem for adoption er vel egentlig at jeg har mulighed for at prøve at bære vores barn. Men dette kræver selvfølgelig at vi får en graviditet ud af de befrugtede æg..

Denne samtale som vi skal til, kommer ugen efter at vi sagde farvel til et familiemedlem, og det har ikke gjort det lettere for mig at fokusere på samtalen. Jeg har alle følelser uden på tøjet, og har virkelig tankemylder, for hvor vigtigt er det egentlig at være biologisk mor til et barn man kommer til at bære.. for mig er det ikke vigtigt. Og nu skal vi tage stilling til en masse andre ting. Skal vi holde det hemmeligt at barnet er et donorbarn, og svaret her må være nej, for ellers burde jeg nok ikke skrive åbent omkring vores valg. Skal vi kende vores doner, og hvor meget bør barnet vide… Jeg er ret sikker på at Mads og jeg er enig omkring disse valg vi kommer til at stå over for.

Virkeligheden står for døren, og jeg er fast besluttet på, at jeg ikke skal igennem flere forsøg med min egen krop. Og jeg giver derfor afkald på min biologi, men jeg gør det, fordi jeg er sikker på, at det lige så vigtigt med den kærlighed man giver barnet som biologien måske er. Og Mads ender som biologisk far, og så kan jeg bare krydse fingre for at jeg kan komme til at bære barnet.

Lykkedes dette ikke, så er sidste mulighed for vores vedkommende at gå til adoptionen, hvilket vi gerne gør når vores behandling i det offentlige er slut.

Det var en lille opdatering på vores kommende behandling…

Vores ægdonor chancer blev skudt fuldstændig i jorden af vores læger på den afdeling vi går på, i det offentlige. De mente vi skulle igennem en behandling mere på deres premisser.

/June