Spændende fremtid går os i møde. 

Men også en hård tid…. 

Jeg ved at der er nogle faste følgere her på bloggen, og det er da ved at være tid til en KÆMPE NYHED! 

Nu har vi sunket det hele selv, og de sidste par måneder har virkelig været en prøve! At have en sag i statsforvaltningen, inden man overhoved kan komme igang med at få hjælp, til at få et barn, det er bare mega hårdt. Hvordan vi er kommet igennem det, Mads og jeg, er nok vidt forskelligt, men vi gjorde det. 

Vi kom igennem 4 mdr med uvisheden om vores lille familie, som tæller, Mads og jeg, 2 skønne hunde, 3 høns, og en masse fisk, kunne få lov at blive større. Vi ønsker naturligvis lige som en masse andre etablerede par, at øge familien med et lille mirakel, i form af et barn. 

Her kommer lige hele min mandag, for hold nu op, hvor kan en mandag hurtig gå fra at være rædselsfuld dårlig, til at man er den lykkeligste kvinde på hele jorden…

Mads var på kursus i sidste uge, og min mandag startede med at kører ham til Ringsted station, så han kunne tage toget til Jylland, og efterlade bilen hos mig. Jeg havde en rigtig god start på dagen, og glædede mig bare til at Mads skulle komme hjem igen… 

Og så skete der noget, som man umulig kan forudse… Min mandag blev lige en rigtig dum mandag, på den virkelige ufede måde! Da jeg kommer tilbage til bilen for at kører hjem for at tage en lur, inden jeg skal spise frokost med en skøn kvinde, opdager jeg til min store overraskelse og rædsel, at jeg er punkteret på mit venstre fordæk (her er jeg jo lykkelig over at det er venstre fordæk så jeg opdager det inden jeg stiger ind i bilen og kører væk) men det skal jo lappes inden jeg kan kører hjem, og videre til Roskilde… 

Jeg får ringet til Mads, som er meget imponeret over at jeg er så rolig som jeg nu er, men jeg kan jo ikke rigtig gøre fra eller til. Mads sender mig et link, hvor der står adressen til nogen der formegentlig kan skifte hjulet. Da jeg når hen på adressen, 7.30 lige da de åbner, er der andre end mig der virkelig har haft en dårlig start på dagen, 2 andre er nemlig kommet før mig, med punkterede dæk… Her er jeg virkelig ved at springe en sikring, for jeg kan vente, eller kører igen. 

Jeg aner jo ikke hvor længe det tager og skifte dæk, og samtidig er de fuldt booket hele dagen, så jeg sætter mig og venter… For til frokost det skal jeg! Kl 8.30 kommer mekanikeren og beder om min nøgle, selv om han skal tage sig om en anden kunde om 10 min. Så jeg forventer faktisk at min bil er færdig inden for 10 min. Men jeg blev klogere, for jeg fik først min bilnøgler tilbage kl 9.10 og så gik turen hjem, for at lufte hundene og køre igen nærmest med det samme. 

Frokosten var hyggelig som jeg forventede, men der blev hurtig brugt 3 timer.. I hyggeligt selskab flyver tiden jo som bekendt afsted. 

På vej hjem, omkring kl 14.45 ringer Mads, og spørger om jeg også har modtaget en mail, og det havde jeg sikkert, jeg tjekker bare ikke lige mails når jeg kører bil. Mads fortæller at der er kommet svar fra statsforvaltningen…

Jeg tænker straks, at med så hurtig en afklaring, så er svaret nej! Statsforvaltningen havde nemlig ringet om torsdagen og rykket for lægens udtagelse, og vi kan jo så regne ud, at statsforvaltningen har modtaget udtagelsen om fredagen, eller mandagen… 
  
Men svaret er et helt andet… 

Vi fik et ja! Og jeg kunne ikke tro det… Så da Mads har fået læst brevet op for mig, og vi får afsluttet samtalen aner jeg ikke mine levende råd, desuden er jeg overbevist om at jeg er kørt forkert, for når min telefon slår over på anlægget og jeg kan tale håndfrit, så mister jeg billedet fra min gps.. Haha. 

Jeg fik lovet Mads at jeg skulle ringe rundt til venner og familie, så resten af mandagen gik jeg og ringede rundt og fattede egentlig ikke ret meget af det jeg prøvede at gengive til venner og familie. 

Det er nu ved at gå op for mig og Mads, at vi er blevet godkendt til fertilitetsbehandling og nu kun venter på en indkaldelse, så vi kan komme igang.. Vi ved også godt at det forløb der kommer nu, vil være mere eller mindre ligeså hårdt både på mig psykisk så vel som fysisk. Så vi har selvfølgelig gået i over 4 mdr og ventet på at vi kunne komme igang, men nu forbereder vi os til at starte kampen med og mod min krop, og håber inderligt at drømmen om bare et enkelt barn kan blive til virkelighed! 

Hvis du er nysgerrig på at læse forhistorien på dette indlæg, kan du finde det tidligere indlæg Lige her!

Tak fordi du læste med.. 

//June.