Drømmen, Fertilitet, mine følelser om et følsomt emne…

Opdateret…

Som de fleste, der har læst med på bloggen, ved, så blev jeg opereret den 26 juni, for at finde ud af, om jeg havde endometriose, en sygdom, hvor der sidder livmoderslimhinde forkerte steder. Min operation, var der sat 70 min af til, men jeg endte med at være i operationsstolen i 3 timer. Her fandt man livmoderslimhinde/endovæv mellem livmoder og tarmvæggen som var klistret sammen med den ene æggestok, og i bughulen.. Ved samme lejlighed fik jeg skyllet mine æggeledere igennem, i håb om at det bliver nemmere at blive gravid. Der skulle være 70-75 % chance for naturlig graviditet alt afhængig af min mands sædkvalitet, inden for 18 mdr. Jeg må indrømme at min optimisme ikke er så stor for at vi bliver gravide på naturligvis, vi har prøvet i 1 1/2 år, og hvem ville ikke miste optimismen efter at have prøvet i 18 mdr? 18 menstruationer hvor både en selv og ens mand er blevet skuffet, på trods af man har regelmæssig samleje… Vi har dog ikke skemalagt noget, og ved derfor ikke 100 % hvornår ægløsningen er… 

  
Jeg nærmer mig snart 30 år, og det er frustrerende at drømmen om en enkelt baby ikke “bare” kan ske når man gerne vil have det skal ske. Jeg har siden, jeg var 16 år fået prævention, mest for at håbe at mine meget stærke menstruations smerter ville gå væk, men også for at beskytte mig selv mod at blive gravid. Da jeg så i en alder af 27/28 tænkte nu skal det være, så sker der bare INGENTING! Jeg har faktisk aldrig prøvet noget så frustrerende som dette… 
Som Christian Fuhlendorff siger i sit seneste show, så leger de fleste pigebørn, “Legen: far, mor og børn.” Og den leg har jeg da også leget… Måske er det en måde at forberede sig på det liv man drømmer om, eller også er det bare “drømmen” alle piger leger ud af systemet, måske uden at vide det. 

Jeg har altid drømt om børn, og helst inden jeg var 30 år, og realiteten i mit sind er ved at melde sig, for jeg når ikke at blive mor inden min 30 års fødselsdag, jeg kan muligvis være gravid til den tid, men den tidshorisont jeg drømte om, kan ikke længere holde. Jeg forstår godt, hvis du nu sidder og tænker, “og hvad så?” Samme spørgsmål har jeg også stillet mig selv, for er der nogen forskel på om man er 29 eller 34? Hvis så bare man får et enkelt barn. Svaret er selvfølgelig et rungende nej, men, og ja der er et men, for det er hårdt at indse man ikke kan præstere det som andre kan, og jeg personligt, mener at kvinder er sat i verden for at formere sig… 

  
Hvis vi lige ser bort fra drømmen om børn inden de 30 år, så melder der sig rigtig mange andre følelser…. 
Frygten omkring fertilitet, økonomi hvis de første forsøg ikke virker for os, prøvelserne ægteskabet skal igennem, skyld, frustration… Og en masse andre…

Hvis vi starter med at tage fat i min følelse af skyld… Min mand og jeg har gjort det klart over for hinanden at vi ikke skal skyde skylden på os selv eller hinanden… Jeg må dog indrømme at min skyldfølelse ikke kan skjules, hvad nu hvis jeg havde opsøgt læge noget før? Havde man så fundet ud af jeg havde sygdommen endometriose? Og havde jeg kunne gøre noget for at vi havde prøvet noget før? NEJ, svaret på dette kan ikke findes, og skal ikke findes, for jeg bør se frem ad og ikke ” hvad nu hvis, og hvad nu hvis” der er ingen der kan forudsige fremtiden, selvom det selvfølgelig havde været rart med denne viden for 6 år da Mads og jeg mødte hinanden.. 
-Mads og jeg talte faktisk tidligt i vores forhold, om hvad pokker vi skulle gøre hvis vi ikke kunne få børn, skulle man finde en sæddonor, hvis det var Mads sæd der var skyld i vi ikke kunne børn, eller skulle man bare satse på adoption, og alle de spørgsmål var nemme at besvare for 6 år siden… Det viser sig dog, at det kan være både Mads og jeg der har vores udfordringer, dvs vi har muligvis dobbelt udfordringer i forhold til at blive gravid… Men i bund og grund må det ikke handle om hvis skyld det er, for vi er sammen om det her, og da vi sagde ja i kirken for 2 år siden, sagde vi ja, til ‘i medgang og modgang’ og vi har da heller ingen planer om at skulle skilles, fordi vi har vores udfordringer mht til at lave en baby…

  
Vi ved i realiteten ikke, om fertilitet vil kunne hjælpe os, og vi aner heller ikke hvor meget vi kan holde til, eller om vi på et tidspunkt bliver nødt til at indse at vi ikke skal have et barn med vores gener… 
En ting er dog sikkert, vi skal til lægen i dag 10.45, og håber på en henvisning til fertilitet, så vi kan komme tættere på en afklaring.
Jeg har de sidste dage forberedt mig selv på rigtig mange ting, og i går gik der rigtig mange ting op for mig, vores ægteskab står overfor en lang tid hvor det er vigtigt at elske hinanden og have støtte fra familie, venner og bekendte… Og acceptere at vi ikke kan gøre mere end vi allerede gør… Ingen kan trylle, hverken os, eller lægen for den sags skyld, men lægen og fertilitet er umildbart den eneste løsning lige pt der kan hjælpe Mads og jeg, med drømmen om børn… 

Hvad nu hvis vi ikke kan få børn…. Ja så må vi jo tage gang i snakken om adoption igen… Og hvis vi ikke føler for det, ja så må vi jo finde en anden drøm vi kan have sammen, som vi har det med drømmen om at få bare et enkelt lille mirakel… 
Jeg skal nok opdatere på dette blogindlæg når vi ved mere… 

OPDATERING!

Vi har nu været hos lægen, og fik naturligvis en henvisning med henblik på fertilitet, faktisk fik vi 2 henvisninger, nemlig en hver… Og som Mads sagde under lægebesøget, så havde han ikke i sin vildeste fantasi regnet med, at han nogen sinde ville blive henvist til gynækologisk afsnit.. Haha… Men altså det er nu en realitet, vi er officielt begyndt på projekt: Hjælp til barnløshed…

Jeg sidder nu i toget på vej hjem “til landet”… Havde ellers regnet med at læge besøget havde drænet mig for energi, men der er nærmest sket det modsatte, jeg er fuld af energi, så min oprindelige plan om at tage forbi mine forældre og være til Mads havde fri er blevet annulleret, og jeg har kastet mig selv for “løverne”. ‘læs’ offentlig transport…. 

Når jeg kommer hjem vil jeg sætte lidt mere pris på vores hus, og mine hunde skal lige have et ekstra knus når jeg kommer hjem, for det er jo de to “børn” jeg har… Hønsene får måske lige en længere tur frit i haven.. Man skal jo også sætte pris på de ting vi allerede har opnået i de 6 år, Mads og jeg har kendt hinanden, selvom der er modgang.. Men det aer ud til at lysne forude..

Tak fordi du havde lyst til at læse med og husk at du kan altid finde min side på facebook, og få opdateringer når der sker nye ting på bloggen. Følg KreaZen på facebook lige her.  

  
//June

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *